Er det noget i oplever?

I hvor høj grad og på hvilken måde oplever i ensomhed?

Tror i, at det er et eksistensvilkår?

Jeg føler mig ensom engang imellem. Er også med forskel alt efter hvordan jeg har det psykisk, hvor meget energi jeg har.

Jeg kan føle mig ensom blandt mennesker, fordi de folk der kender mig kun kender halvdelen af mig - Men det er ikke noget jeg render rundt og tænker over til dagligt, jeg skubber disse tanker til side og lever i nuet, og nyder blot at jeg kender folk bedre end de kender mig

Jeg føler mig tit ensom når jeg er alene. Det er en hårfin grænse, kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker 24/7 men kan heller ikke holde ud at være alene mere end 1-2 døgn af gangen - ikke uden at blive stresset, ligge søvnløs og blive "deprimeret", verden falder sammen og jeg kan ikke fokusere. Det er en ond cirkel: Er alene for længe -> Verden ramler -> Jeg kan ikke sove eller fungere ordentligt -> Jeg orker ikke andre mennesker -> ....

Jeg føler mig ikke ensom som sådan fordi jeg er anderledes tror jeg. Det er efterhånden blevet en normal del af mig, men ikke en del jeg vil dele med andre - Det er ikke nødvendigt synes jeg.

Det kan godt lade sig gøre at finde en, som man kan dele sin vampyrisme med, som ikke selv er vampyrisk eller tror på noget i den retning. Min kæreste er udpræget atheist, men hun accepterer min spiritualitet, uden dog at vi snakke ret meget om det.