man kan også snakke om at vi har brugt mange timer af vores liv på at finde viden om rigtige vampyrer, fordi det er relevant for os... et gennemsnits menneske ville nok ikke bruge tiden på det og hvor skulle den person så få viden fra... ud over at spørge os... og journalister ved nok godt at vi ikke kan forvandle os til røg, men de skal spørge de spørgsmål som de regner med deres seere har... og dem der ser fx tyra banks vil nok gerne vide om vi kan forvandle os...

Jeg vil mene det mest handlede om blodet ved mig. Jeg ved ikke om man kan kalde mig vampyr eller psykisk syg, men jeg har det sådan her med blod:

Når jeg ser blod eller kan lugte blod, så bliver verden rundt om mig tåget, og jeg har svært ved, hvis det da ikke er umuligt, at fokusere på andet end det blod.
Ved intagelse af blod kommer energi, livsglæde og en følelse af styrke. Længden af denne periode kan vare fra 1 timer til 5-6 timer, efter størrelse af blodet indtaget.
I den måned er jeg frisk og glad og er fyldt med energi i kroppen. Men skulle tro jeg var AHDH eller DAMP barn. Jeg føler ingen trang for blod (ikke engang ved sansning af blod).
I de næste 2 måneder bliver jeg langsom mere og mere slatten. Jeg føler smal trang til blod, men jeg kan såvel beherske mig rigeligt.
Efter det, så er vi tilbage til tågethed ved sansning af blod igen. Jeg føler mig dvask konstant.

Grundtanken bag at kalde mig selv vampyr, det er vel bare for at få navn på l*rtet.

hvis jeg var sanguine vampyr ville jeg bestemt ikke fortælle alle og enhver det, tværtimod


selvom det måske er et mere acceptabelt emne at tale om nu, end det var for hundrede år siden, er der stor sandsynlighed for at møde en blind fjendtlighed fra andre

jeg må indrømme at jeg ikke vil bryde mig om at have en sanguine, eller en psi omkring mig, medmindre jeg var fuldstændig tryg og kendte personen godt

^^